Hav respekt for mit arbejde!

 

 

 

 

 

Der er mange meninger og holdninger til, hvordan en barsel skal foregå. Når man selv står midt i sin barsel, møder man mange mødre, der har hver sit liv, meninger og holdninger.

Jeg støder ofte på den der med – jeg har simpelthen så travlt! Jeg skal passe mit barn og jeg skal holde hus. Det er nok mest den del af det, der har fået mig til at starte denne blog. Jeg satte mig ned og tænkte lidt på de forventninger som vi hver især har til hinanden i parforholdet. Jeg kan blive ret provokeret over nogle af de udtalelser, som mine medmødre bliver mødt med: “nå, man skulle ikke tro, at der er en hjemmegående husmor her”, når partneren kommer hjem efter sin arbejdsdag. Denne udtalelse er brugt som inspiration, men det kunne lige så godt være alle de andre sætninger, som vi kvinder hører når vi enten er på barsel eller skal på barsel. En anden kæk bemærkning er også, “nå, så skal du holde ferie i det næste år” – åååhhhh!

Jeg ved godt, at det langt fra er alle mænd, der har denne holdning, og jeg ved også, at der ikke er (ret mange :)) mænd, der går ud af deres vej for at genere kvinder. Men jeg kunne alligevel godt tænke mig at komme med et lille indspark til debatten. Jeg mener, at kvinder på barsel er ofre for nogle underlige fordomme/holdninger, som der skal gøres noget ved.

Først og fremmest, hvad er det så at holde barsel? Hvad er det staten betaler os kvinder for i de måneder, hvor vi har vores barn hjemme? Lad os gå lidt ind i psykologiens verden for at forstå, hvordan et barn for det første overlever sit spædbarnstid. Det gør det ved at få noget at spise, blive stimuleret, få kontakt til sine omsorgspersoner. Det er slet og ret sådan, at børn kan dø af ikke at blive stimuleret – selvom de får noget at spise! Jeg ved godt, at det heldigvis ikke er tilfældet i Danmark, fordi vi har et godt velfærdssamfund, der sørger for, at der kommer sundhedsplejerske ud i hjemmene. Men i andre lande med stor fattigdom og mindre kendskab til børneomsorg, der kan børn på fx børnehjem risikere at dø i deres senge af mangel på stimuli.

Det bringer mig frem til at sige, at i vores samfund, der har vi rimeligt styr på det, vores børn får mad og kontakt, men så kommer det næste – hvilken form for kontakt? Her det min holdning, at vi kvinder simpelthen skal til at hævde os i forhold til, hvad det er for et stykke arbejde vi udfører hver dag med vores spædbarn. Hvis børn ikke får den rette kontakt til deres omsorgsperson, så er de i risiko for mistrivsel. Mistrivsel kan føre til mange ting; både i spædbarnstiden og på den lange bane. Her kan nævnes psykiske lidelser, sociale problemer osv. Et barn har brug for relevant kontakt i dets vågne timer. Det går vi kvinder og gør dag ud og dag ind – og nat ud og nat ind ;). Og vi gør det godt! Men vi kan ikke måle på det. Vi kan ikke sige, i dag har jeg bygget et hus, eller i dag har jeg løst det og det problem på mit arbejde. Nej, vi kan sige, i dag har jeg givet mit barn relevant kontakt, så det kommer til at trives. Det gør jeg også i morgen og i overmorgen.

Jeg har personligt erfaring med min mands hjemmearbejdsdage, hvor jeg har forsøgt at spørge, om han kunne gå ud med skraldet/tage barnet/ordne dit eller dat. Hold da op det skulle jeg ikke have gjort! Det var stress, stress, stress og jeg måtte da forstå, at selvom han var hjemme, så arbejdede han faktisk! “Nå”, tænker man så, men hvorfor er det så egentlig, at der er en forventning om, at kvinden, når hun er på barsel, skal foretage sig alle mulige huslige sysler udover sit egentlige arbejde, nemlig at få sit barn til at trives og bliver en god skattebetalende borger? Det undrer mig, hvordan de fleste huslige pligter på en måde overgår til kvinden, når hun har barsel. “nå, men du er jo alligevel herhjemme” – øh, ja, men det er du jo også på dine hjemmearbejdsdage og der ser jeg dig ikke bruge alle dine pauser på tøjvask/opvask/dikke med barnet.

“Nå, men du sidder jo nærmest ned det meste af dagen” – den har man også hørt, ikke? Nej, jeg sidder ikke ned det meste af dagen, det meste af dagen er jeg sammen med mit barn. Hvis det tager sig en lang lur, er det rart, for så har jeg mere overskud til rigtig at tumle med det, når det vågner.

Hjemmegående husmor?

Så kommer vi til udtalelsen oppe over om hjemmegående husmødre. Vi barslende mødre bliver alle ramt af den der; gud, jeg har jo intet lavet/udført/præsteret i dag. Den følelse kommer langsom i løbet af dagen, hvor man har taget sig kærligt af sin lille baby – været en god mor, men ikke har fået vasket tøj/taget opvasken/gjort klar til aftensmad/støvsuget osv. OG her er mit opråb til kvinder. Men du har gjort dit arbejde fortrinligt! Du har gjort lige præcis det, som staten giver dig penge for – nemlig at tage dig af dit barn, så det kan vokse op, trives, komme i skole, komme i uddannelse, bidrage til samfundet. Klap dig selv på skulderen og husk at sige til dig selv, at du har gjort det godt i dag.

Så min pointe er, hav respekt for det arbejde jeg går og udfører. Hvis jeg har nået mere end at tage mig af mit barn, så er det rigtig dejligt og så vil jeg egentlig gerne have lidt anerkendelse for det. Det behøver jo ikke at koste noget at sige:” tak, skat, hvor er det egentlig dejligt at du har vasket mine sure underbukser”,” lige om lidt er du jo tilbage på dit andet arbejde fra 9-17 og så kan du på ingen måde nå at vaske mine sure underbukser i løbet af dagen”.

Dette er ikke et kønsspecifikt indlæg, det er blot et indlæg, der forsøger at gøre opmærksom på, at der skal være (mere!) respekt for det job det rent faktisk er at have et spædbarn. Der skal ikke være en forventning fra hverken egen eller partners side om, at der kan nåes ret meget andet end at tage sig af sit barn. Resten af arbejdsopgaverne må som sædvanlig deles lige over i og med, at man faktisk har et arbejde i løbet af dagen, nemlig at tage sig af sit spædbarn.

Desuden udfører man jo mange af de huslige pligter i løbet af dagen, fordi det også er rart at få det gjort. Det er rart at det er gjort til når ens partner kommer hjem, for så har man mere tid sammen. Men så sæt pris på det overfor den barslende mor eller far, lad være med at forvente det – det er pointen!